Vælg kategori: Søg produkt:
 
Indkøbskurven er tom!  
 

Dansk Deutsch English

Læs mere om :
Det mener kunderne

Downloads
Haveterapi

Have-tips

lidt om
Om Bloxbjerg Design

Ringen

Specifikationer


Indkøbskurv
Forside

Info:
Vedr. Cookies
Bestilling
Betaling
Levering koster 50 kr.
Reklamationsret
Fortrydelsesret

Links:
Se Søren Ryge prøve Ringhakken
Se hvordan du drejer Ringen
Andet Hus & Have
Find nærmeste Pakkeshop

Alle priser
er incl. moms

American Express Dankort Diners EuroCard / MasterCard JCB Maestro Q8/lic Visa Visa Electron




Haveterapi
> Haveterapi

Verdens bedste medicin

Af TINE THOLANDER


Et hold svenske forskere har fundet en effektiv kur mod stress og udbrændthed - haveterapi. Og resultaterne er så gode, at Danmark er i gang med at kopiere projektet.

Er du udkørt kl. 15?

Så nyd den afstressende lyd af vand, og den helbredende effekt ved en skovtur, og glæd dig over den kildende fornemmelse af græs mellem tæerne. Naturen er nemlig verdens bedste og mest effektive stressterapeut.

Det mener en gruppe svenske forskere med landskabsarkitekten og biologen Patrik Grahn i spidsen.

Verdensberømt terapihave
Gennem de sidste fem år har Grahn og et hold af forskellige forskere behandlet stressede, udbrændte og deprimerede mennesker i Skånes verdensberømte terapihave, hvor den klassiske psykoterapi spiller andenviolin for bløde kaniner, blomster og bølgende marker.

Og det er bestemt ikke svært at forstå, hvorfor patienterne føler sig afslappede og godt tilpas der.

Bag havens rødmalede stakit flyder robust idyl rundt i et natureventyrligt univers - som var det faldet ud af selve Astrid Lindgrens hjerne. Blomsterbedene er eksemplarisk passet, og det røde træhus dufter af kaffe og sommer. Tiden står stille her. Og det er meningen. For brugerne skal helst ikke lave meget andet end at nyde naturen.

Udlandet kigger med
Havens patienter har gennemsnitligt været sygemeldt med svære fysiske og psykiske symptomer i to år, før de kommer til den svenske flække Alnarp. Efter 16 uger i den mægtige trädgård begynder 67 pct. at arbejde igen, 66 pct. har færre smerter, og 100 pct. oplever en forbedret kropsopfattelse. Den svenske regering vurderer, at alt over 40 pct. er flot.

De imponerende tal har fået utallige behandlere fra udlandet til at skæve nysgerrigt mod Skåne for at lure dem tricket af - inklusive Danmark.

Og inden for halvandet år kan den nordsjællandske by Hørsholm tilbyde udbrændte danskere 12 ugers sjælefred i en tro kopi af Grahns rurale stress-center. Der er nemlig brug for nye behandlingstilbud til den store patientgruppe, der ellers er henvist til et liv på sygedagpenge eller førtidspension.

»Der er mange af vores patienter, der har gennemgået rigtig mange terapiformer, uden at det har hjulpet, før de kommer her. Men her føler de, at de får en ny start på livet,« siger Patrik Grahn og kigger tilfreds ud mod havens trægrænse i det fjerne. Fra terrassens hængesofa er der udsigt over stort set al slags vild, nordisk vegetation, så langt øjet rækker.

Til højre for træhuset står et stort kaninbur, der ifølge Patrik Grahn huser både en vranten og en glad kanin:

»Når man holder et blødt dyr eller et barn mod brystkassen, frigiver kroppen hormonet oxytocin, som virker beroligende. Så vi opfordrer vores brugere til at snakke eller kæle med dyrene. Desuden er der mange af dem, der ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker, og derfor foretrækker dyr. Den sure kanin er en udfordring. Når man har kælet med den, kan man rigtig være stolt af sig selv,« siger projektlederen.

Planlagt vildskab
Selv om der er tale om natur, er intet overladt til tilfældighederne i Alnarps have. Stedet er nøje sammensat af beroligende farver og forskellige strukturer. De små bede er afgrænset af høj hæk, så man kan rode i jorden i fred, og flere steder har buske og krat vokset sig vildt, så man kan gemme sig i det.

»For det første skulle haven være så hyggelig som mulig, så her føles trygt. Og så er der tænkt meget over farvekombinationerne. Blomsterbedene består af blå og hvide blomster, da de to farver virker beroligende. Helt generelt holder vi os til grøn og pasteller og langt væk fra de mere skingre som gul og orange. Jo mere syg man er, jo dårligere kan man klare stærke farveindtryk,« fortælle landskabsarkitekt og haveterapeutisk gartner Frederik Tauchnitz, der har været med til at anlægge haven.

»Evolutionært har vi let ved at forstå naturens signaler. Vi ved nøjagtig, hvornår der er fare på færde, og derfor behøver vi ikke at tage stilling til den på samme måde, som vi gør med alle de signaler, som vi får fra f.eks. tv, og derfor går helningsprocessen meget hurtigere. Vores psykoterapeut, der også tilbyder terapi to gange om ugen, har arbejdet med stress og depression i 40 år, og hun kan slet ikke forstå, at bedringen går så hurtigt,« siger Patrik Grahn.

Mærk kroppen
Det er ikke kun sjælefreden, som man kan genvinde ved haveterapi. Udenlandske forsøg med flere hundrede børnehavebørn viser, at jo mere de små opholder sig i naturen, desto større er deres koncentrationsevne, fokus og balance.

»Det er jo meget uheldigt, eftersom børn opholder sig mere og mere indenfor i skoler og institutioner i dag. På den måde er der en del af deres sanser, der ikke bliver aktiveret eller overbebyrdet,« siger Patrik Grahn.

Den svenske pioner fortæller, at forskerholdet ikke helt kan regne ud, hvorfor det er sundt og nødvendigt at bruge alle sanser i naturen, men de kan se, at det virker. Den særlige form for terapi påvirker både puls, blodtryk, koncentrationsevne og stressniveau og fjerner fysiske smerter.

Og så handler det selvfølgelig om at lære at slappe af.

Patrik Grahn fortæller

»Vi har mange patienter, der tidligere har været topledere, som simpelthen er dårlige til at slappe. Så i løbet af de første par uger bliver de bedt om at snitte en pausepind. Den skal de altid gå rundt med i hånden for at minde sig selv om, at de skal huske at holde pauser. Lige meget hvad de laver.«


Bloxbjerg Design  -  Agernæsvej 19  -  5450 Otterup
Tlf.  30 72 86 92  -  E-mail: info@bloxbjerg.dk  -  CVR-nummer: DK27893260